Billeder fra min gåtur rundt om Gurresø, hvor der er ca 12 km rundt om, og 15 km når man tager slotsruinen med
Gurresø er en af de få søer, hvor man kan gå næsten hele vejen rundt ved vandet. Det er dog ikke lige nemt at se det pga. rørskov, men der er ofte huller, så man kan se vandet, så det er lidt mere en tur i skoven, end rundt om søen.
Ved Gurre Sø bor toppet lappedykker , hættemåge , hvinand og flere andre andefuglearter. Fiskeørn, havørn og rørhøg ses også ved søen.
Søens planter indeholder gul iris, kærmysse, kattehale, bittersød natskygge. I efteråret kan man ed søens vest- og nordbred finde rørhatte, kantareller, pigsvampe.
Under gåturen rundt om Gurresø kommer du til Storeø hvis bund om sommeren er dækket anemoner, derfor har den fået tilnavnet Anemoneøen. Broen over til øen vil ikke blive vedligeholdt, så på et tidspunkt vil den blive fjernet og man håbet øen så vil blive til yngleplads for søens rovfugle.
Der er også urørt skov med gamle bøgetræer med huller i. Det skulle have samme helbredende virkning at gå igennem disse huller, som hvis man drikker fra de hellige kilder.
Nogle pudsige stednavne ved søen er Pigernes vadested og Mudderhullerne.
I nærheden af Gurresø, findes også Gurreslotsruin, hvor sagner fortæller at Valdemar Atterdag, hver nat rider rundt på sin sorte hest med sit jagtselskab- Det skulle være Guds straf for kongens bemærkning: ”Lad blot Gud bevare sit Himmerige, hvis jeg kan beholde mit elskede Gurre”.
Et andet sagn fortæller, at Kong Valdemar Atterdags elskerinde Tovelille havde en ring, der tryllebandt ham så stærkt, at han selv efter hun var død tog hende med rundt på sine rejser i en kiste – indtil ringen blev taget af hendes finger og kastet i Gurre Sø.
Går man ca 100 meter modsat søen, kan man se ruinen efter Sankt Jakobs kapel
Min tid rundt om søen var 2 timer og 45 minutter.